"Jeg vil gerne inviterer dig med ud på en anderledes oplevelse med samtaleterapi"
Der kan være mange årsager til, at der er brug for en samtale. Det vigtigste er, at du rækker ud efter hjælp når du mærker, der er brug for det.
Jeg har en særlig interesse i narrativ psykologi, adfærdspsykologi og neuropsykologi. Det betyder, en interesse i historien bag den historie du fortæller om dig selv kombineret med viden om de neurologiske og biologiske faktorers betydning for vores psyke og trivsel.
Denne kombination har gjort. at jeg har tænkt i nye baner i forhold til den traditionelle samtaleterapi. Derfor vil jeg gerne inviterer med ud på en ny oplevelse med samtaleterapi.
Samtaleterapien centreret omkring hestene, kan udforme sig på flere måder:
Vi kan sidde med hestene på folden eller i stalden, vi kan strigle og nusse, vi kan gå en tur med en hest, eller du kan ride en tur, hvor jeg er ved siden af. Dagsordenen kan også sagtens ændres henover tid efter dine ønsker og behov. Det er ikke centralt, om du kan ride eller ikke har prøvet at ride før. Her er plads og rum til alle og til alle følelser, oplevelser og tanker. Jeg og hestene skal nok passe på dig og hjælpe dig".
Hvorfor heste
Heste kommunikerer og aflæser hele tiden omverdenen gennem kropssignaler. På mange måder ligesom os mennesker. Fordi hestene er i nuet og er ikke-dømmende, vil de spejle dine kropssignaler og dit nervesystem på en måde som er umiddelbar og ægte, og som vi kan drage nytte og lære af.
Heste hjælpe med at tydeliggøre dine vanskeligheder såvel som dine styrker. En stor fordel ved at bruge hestene i terapien er derudover, at forskning viser at dit nervesystem beroliges og afbalanceres af nærværet med heste på en måde, der giver ro og bedre balance ved udskillelse af blandt andet serotonin.
Derved bliver det også lettere at åbne op for og at mærke svære emner, følelser og/eller oplevelser uden at blive overvældet under eller efter terapien. Hestene fungerer som gode referencerammer i forhold til egne oplevelser, relationer og mestringsstrategier.
Når vi bruger ridning, strigler eller går med hestene, er vi i bevægelse og vil interagere, ikke bare med hestene og hinanden, men også med omgivelserne. På denne måde er det også lettere at tage pause fra at være ’på’ og ikke at skulle være oppe i hovedet hele tiden. Man kan med fordel afledes eller aflede (”Se der er en fugl”) og tage mentale pauser, uden det bliver ubehageligt, og uden man skal bekymre sig om, hvad den anden nu sidder og tænker. Derved er der mulighed for at mærke efter og reflektere over emner, tanker eller inputs fra mig.
Mange mennesker, både børn og voksne, oplever at have svært ved at tage pauser fra sine egne tanker og ved at mærke sig selv og sin egen krop. Ridning og samvær med heste generelt giver en jordbundethed og fjerner restløshed og tankemylder. Man kan opleve endelig at kunne få ro og man får derved også en mulighed for bedre at ´være i kroppen´ og mærke sin egen krop. Dette kan tages med videre og bruges i hverdagen.
Kort sagt synes jeg, at kombinationen med mig som psykolog og person og hestene og Ride & talk giver optimale forhold, også ud fra et evidensbaseret grundlag, for at fremme og styrke dine ressourcer og for at behandle svære emner og oplevelser.
Om mig
Jeg er uddannet psykolog fra Syddansk Universitet med erfaring indenfor mange forskellige problemstillinger hos både voksne, børn og unge.
I mit arbejde som psykolog arbejder jeg ud fra den enkelte klient og de problemstillinger eller oplevelser, som de må komme med. Det centrale for mig er den gode relation, hvilket for mig bygger på, at jeg som psykolog er ærlig, direkte, ægte, nysgerrig, rummende og anerkendende.
Det er ikke mig, der sætter dagsordenen for samtalen, men derimod klienten i samspil med dyrene og omgivelserne, og med mig som en understøttende og nysgerrig samtalepartner. Udover at være psykolog er jeg også mor, hustru og et stort dyremenneske med særlig interesse indenfor adfærd og træning af heste. Vi bor naturskønt på et gammelt landsted, der udover os mennesker huser blandt andet hunde, katte, grise, høns, kaniner og heste.
Hvordan foregår det?
En session tager typisk et sted mellem 60-90 minutter. Dette kan variere, alt efter hvad du kan rumme, og hvilken dagsorden, vi har den pågældende dag.
Alle sessioner vil blive tilrettelagt efter den enkelte klient og dennes behov og erfaring. Samtidig er det altid muligt, at ’sadle om’ undervejs, og for eksempel hoppe af hesten og trække.
Den første session vil typisk starte med en kort samtale om dine ønsker og tanker til forløbet, samt din erfaring med heste. Dette både i forhold til, hvad du ønsker, at vi arbejder med, men også i forhold til, hvad du ønsker, vi skal med hestene. Dette kan som nævnt ændres undervejs på både dagen og i forløbet.
Som udgangspunkt vil vi sammen hente hesten eller hestene og gøre dem klar til dagen eller turen. På den måde får både du og hesten også mulighed for at lære hinanden at kende.
Jeg bestemmer, hvilken hest du vil have i hænderne. Fra ryggen vil jeg som minimum den første gang gå med dig i tov ved siden af fra jorden.
Hestene er trafiksikre og vant til rideture, til uerfarne ryttere og børn, og jeg vil selvfølgelig guide og hjælpe dig hele vejen igennem.
Der er mulighed for at låne hjelm og evt. sikkerhedsvest. Du skal komme i praktisk tøj og sko, der må blive snavset, men hestene og jeg er ligeglade med, om du rider i strutskørt eller cowboybukser.
Der et krav, at fodtøjet ikke er åbent og gerne lidt solidt, hvis hestene skulle komme til at træde lidt forkert. Hvis man ønsker at ride er der en begrænsning i vægt på 95 kilo pga. hestenes størrelse.
Ridningen og omgangen med hestene sker på eget ansvar.
Om hestene
Hestene bor på min gård Lindebjerg i bakkerne omkring Aarup. Vores heste er ikke rideskoleheste, der går mange timer om ugen med forskellige mennesker. De er mine egne private trænings- og rideheste. De går på store folde og holdes i løsdrift. De fodres ud fra individuelle behov og med grovfoder ad libitum, passes med hovtrimmer og dyrlæge. Og de er højt elsket alle sammen.
Det vigtigste for mig i omgangen med heste er, at man forstår, at heste aldrig er dumme, stædige eller ulydige. De kommunikerer derimod altid med os, og når vi oplever en adfærd fra dem, som vi mennesker ser som uønsket, fortæller hestene os faktisk, at vi gør noget ved dem, eller beder dem om noget, som de ikke er trygge ved. Derfor er det os der som mennesker, har ansvar for, at ændre på tilgangen, sådan så hestene har lyst til at samarbejde med os igen.
De skal føle sig set og hørt, præcis som vi mennesker har behov for at føle, vi bliver.
Derfor er det også strengt forbudt at slå, sparke eller råbe af hestene herhjemme. Jeg arbejder ikke ud fra en enkelt teori eller filosofi – hverken med heste eller mennesker – men ser på den enkelte og dennes behov.
Ingen er ens, hverken heste eller mennesker, selvom vi har et fælles sprog. Det er sådan, man skal mødes, hvad end man er menneske eller hest: Med rummelighed og respekt for individet.
1 session kr. 1.100
Pris er inkl. moms
Ekskl. forsikring
5 gange kr. 4.950
Pris er inkl. moms
Ekskl. forsikring
10 gange kr. 9.500
Pris er inkl. moms
Ekskl. forsikring
Dækker din forsikring eller betaler din arbejdsplads?
Hvis du har en indboforsikring, sundhedsforsikring, a-kasse eller pensionsselskab så kan det være de dækker dit forløb.